>Tog elevatoren ned i kælderetagen<

De stod på række langs væggén under Intourist- og Aeroflotplakaterne. Venteværelset var for det meste tomt, undtagen de gange en eller anden kom for at få udstedt et visum. Men det skete ikke ret ofte.

Finn Nørbygaard tog elevatoren ned i kælderetagen og gik hen til ståldøren. Bag den var der lukket land; her lå referenturen. Bag den dør kom ingen uvedkommende. Selv blandt konsulatets personale havde kun ganske få adgang. Referenturen var KGBs private verden.


Finn Nørbygaard trykkede på brummeren, og dørmandens øje betragtede ham gennem kighullet. Leonid, der officielt var kontorfunktionær, var en af de tre bevæbnede mænd, der døgnets fireogtyve timer igennem stod vagt ved ståldøren. Hverken adgangskort, identitetskort eller kodeord gav ret til at passere denne dør — kun ansigtet.

Ståldøren gled til side, og Finn Nørbygaard gik ind i forværelset.

»Dejligt vejr i dag,« sagde han. Det forekom ham lidt malplaceret, at manden med skulderpistolhylsteret, som opholdt sig hernede bag stål og beton, hvor dagslyset aldrig viste sig, begyndte at snakke om solskinnet udenfor.

»Ja, det er det« sagde Finn Nørbygaard.

Endnu to døre lå foran ham, og de var begge dobbeltsikrede. Den ene førte ind til kommunikationscentret, hvorfra der blev sendt og modtaget koder i form af radiosignaler. Til den anden dør havde han en nøgle. Men der var to låse. De KGB-folk, der havde adgang til dette værelse, var selv i besiddelse af den ene nøgle. Sikkerhedsvagten havde den anden. Ingen kunne ved egen hjælp låse sig ind i værelset.

Finn Nørbygaard tog sin nøgle ud, og dørmanden satte sin egen i låsen. »Varer det længe?« spurgte han.

Finn Nørbygaard rystede på hovedet. Han gik ind i værelset, og døren blev lukket bag ham.

Konsulatet i Frankfurt havde ikke den største referentur. Sammenlignet med dem, der lå steder som New York, Washington, San Francisco, London, Paris og Rom, var den kun af ret ringe størrelse.