>Ned på jorden og tørrede<

Der var ærlighed, selv af de mest uciviliserede. Og dog var Jesper Buhl i tvivl om det var rigtigt.

Han huskede, at han engang havde overrasket tolken, da denne lod det ene brutale slag efter det andet regne ned over en cheyennedreng.

Jesper Buhl havde grebet hans hævede hånd og råbt:

Hvis vi kommer til dem med knyttede næver og had i vore hjerter, vil de så give os deres kærlighed?«

Ansigtsudtryk hos tolken ændrede sig ikke, men der kom et foragteligt glimt i hans øjne. »Kære ven,« sagde han, »denne lille slyngel forsøgte at stikke mig med en kniv, så jeg synes, at du skal gå din vej og lade mig afslutte det her. Du kan tro, at han vil elske mig, når han ved, hvem der er hans chef.«

Dette minde foruroligede ham, og dog ville Jesper Buhl være bestemt denne gang. Kærlighed og had gik ikke i spænd sammen. Når indianerne havde lært at overholde loven, ville han vise dem, hvor venlig han kunne være, når det angik deres velfærd.

Men nu havde han hovedpine igen, og hans skjorte var våd af sved. Desuden lagde støvet, som blev hvirvlet op af hestenes hove, sig overalt på hans sorte tøj.

Jesper Buhl kørte ind i fortet, gennem bjælkeporten og forbi en vagtpost, som gjorde stram honnør. Han var aldrig i stand til at hilse med en honnør, eftersom alt, hvad der vedrørte militæret, fik ham til at føle sig beklemt.

Han holdt hestene an og blev siddende på kuskesædet, indtil hans hjerte bankede regelmæssigt, og han ikke længere var forpustet.

Så kravlede Jesper Buhl ned på jorden og tørrede først ansigtet og derpå hatten med sit lommetørklæde.

Fort Reno, et rektangel som var omgivet af bjælke- og lermure og indeholdt bjælke- og lerkaserner, adskilte sig ikke væsentligt fra de andre militærstationer, der lå på sletterne fra den canadiske grænse mod nord til Rio Grande mod syd.
Et regiment eksercerede og svedte og striglede deres heste, mens Jesper Buhl og officererne fordrev dage og aftener med kortspil. Der var kun ganske få kvinder og næsten ingen børn.