>Lod hesten gå langsomt<

De kom til byen hvorfra de kunne afsende våben og whisky med sukker i til indianerne.

Turisterne mente, at City var det ægte vesten. Engelske adelsmænd og russiske ærkehertuger, alle måtte se Dodge City. Så de kunne huske Amerika.

Selv om de så mænd og kvinder, der arbejdede og byggede huse og opfostrede familier, prøvede at skabe en fremtid hvor der ikke var nogen fortid, oplevede de alligevel tilstrækkeligt til at kunne huske Amerika.

De kunne høre våben brage og se begravelsesprocessioner til Boot Hill.

Den var så tyk, at man kunne skære i den med en kniv — denne blandede stank af dovent Øl, dårlig whisky og rådnende kød på de tusinder af bøffelhuder, der lå i høje dynger langs jernbanen.

Den fik ham til at hoste og Ole til at blive dårligt tilpas.

»For pokker, hvor jeg trænger til en whisky,« sagde han. Det vrimlede med mennesker på Front Street og i de mange saloons, skønt det var tidligt på eftermiddagen.

Mænd red ind og ud af byen og fik støvet til at hvirvle op. Hestene stod tøjret så tæt som ærterne i en bælg.

Kurt Ravn lod hesten gå langsomt og så sig undrende omkring. Han huskede knap nok den lange, støvede strækning, han havde redet, men han huskede sin forfærdelige ensomhed i Fortet.

Han følte, at han var i en anden verden, en verden der skræmte og forklejnede ham. Kurt Ravn var glad for den tryghed, som uniformen gav ham.

Henrik og Ole forlod ham ved den tredje saloon, og han var lettet over at blive af med dem.

The Long Branch, The Stockman, The Alamo, The Lone Star, Kelly's Place, Sugar's Place.

Hans opstemthed vendte tilbage, efter at han var kommet til byen.